A School and Village Development Project
Landsbyen Kubuneh, ligger i den vestlige del af Gambia sydøst for lufthavnen. Landsbyen består af ca. 1200 personer, der hovedsagelig er afhængig af landbrug. Der er ca 1,5 km til floden...
Kort historisk opsummering.
The Village Devellopment Committe (VDC) og alkalo (høvding) Haruna MS Tamba tog i begyndelsen af dette årtusind flere initiativer til at få gang i en landsbyudvikling. Først fik de opført en bygning til et sundhedscenter (lægehus). Ved hjælp af støtte fra en hollandsk og senere en engelsk organisation er det blevet videreudviklet og bemandet af to europæiske sygeplejersker.
Ligeledes gik de i gang med delvist for egne midler at opføre en 4-klasset nursery school, men pga. finansielle problemer nåede man ikke længere end grundmur i to meters højde.
Under et ferieophold i 2007 blev Per Mathiesen (PM) ved lokal kontakt interesseret i projektet og dets konkrete problemstilling. I marts 2008 vendte han derfor tilbage sammen med en dansk murermester (Peter Atke (PA)) for bl.a. at vurdere præmisserne for et projekt. Da det udførte basisbyggeri var tilfredsstillende, og de efterfølgende beregninger for at færdiggøre byggeriet synes realistiske, udarbejdede PM en projektbeskrivelse til Seniorer uden Grænser.
Den nødvendige tilladelse for indsamling blev indhentet og bl.a. med støtte fra SuG foretog PA og PM endnu et besøg i november 2008.
Besøget havde to hovedformål. For det første checke materialer, priser, håndværkere og kvaliteten i arbejdet. For det andet at følge op på de første kontakter og afholde møder med alkalo, VDC og skoleleder. Dette skulle sikre den lokale forankring og give indblik i hverdagslivet i landsbyen og beboernes syn på udviklingen der.
Via avisartikler, blogspot, facebookgruppe og ansøgninger til diverse fonde lykkedes det at nå de nødvendige 100.000 d. Kr til at igangsætte færdiggørelsen af byggeriet.
PM med Kent Kirk Kristiansen ved SuG stand i forbindelse med stor tildeling fra LEGO medarbejdernes jubilæumsfond
I oktober 2009 gik murerne, smede og tømrere i gang med færdiggørelsen efter de aftalte planer, og dokumentationen kom billedmæssigt via aftalt e-mail.
I november 2009 tog PM sammen med 7 sponsorer til Gambia for at besigtige byggeriet. Gruppen fik en storslået modtagelse først ved høvdingens (alkaloens) bolig og siden, efter vandring gennem landsbyen, ved 'tingstedet' .
Her blev takketaler afløst af trommespil, sang med akkompagnement af rytmepinde og dans af kvinderne.
Efter dette vandrede vi hen for at besigtige skolebyggeri, nu med tag.
Sideløbende med afslutningen af byggeriet arbejdede en containergruppe med at lave ansøgning til Mellemfolkelig Samvirke (MS), registrere og forberede indsamling af skoleinventar fra skoler i Odense.
Den 15. april blev det hele pakket i container og pakkeholdet lukkede med tilfredshed containerdøren.
I starten af juni 2010 rejste tre (Elna, Anna og Per) fra koordineringsgruppen til Gambia for at være med til udpakningen og diskutere det videre forløb i projektet. Det blev til flere møder og til slut udarbejdede gruppen et papir med diverse problemstillinger til diskussion i lokalsamfundet. Papiret blev givet til såvel kvinderne som til VDC.
I november 2010 tog en gruppe på 14 personer til Gambia. De ville gerne være med i festlighederne i forbindelse med overdragelsen af skolebygningen til landsbyen. Det blev en meget farverig og uforglemmelig fest med dans, trommespil og mange taler. Det hele sluttede med, at Per overrakte skolens nøgler til alkaloen.
Væsentligt for turen var igangsættelsen af en skoleudvikling. En af deltagerne (pens. Lærer Inge Høirup) havde udarbejdet et fint supplerende undervisningsmateriale, der var sendt med containeren. I 2 dage underviste hun lærerne i brugen af dette og en tredje dag støttede hun lærerne, der brugte det i undervisningen. Et godt første skridt i opkvalificering af de 5 læreres undervisning.
Sideløbende havde Per møder med alkaloen, skoleleder, skolebestyrelse og VDC. Man drøftede bl.a. skolens drifr, fremtidige vedligeholdelse og anvendelsesmuligheder nu hvor der snart via solceller kom lys i lokalerne og strøm til laptops. Hesse-Ragle fonden havde netop givet tilsagn om denne finansiering.
PM overrækker skolens nøgler til alkaloen